Opson X, januar – april 2021
Der ses en stigende tendens til svindel med fødevarer og derfor deltager Fødevarerejseholdet i Operation OPSON. Operation OPSON er en international aktion rettet mod salg og produktion af forfalskede og underlødige fødevarer ved at beskytte folkesundheden, bekæmpe organiserede kriminelle grupper, der er involveret i handel med falske og underlødige fødevarer.
Formålet med kampagnen er at bekæmpe svindel på fødevareområdet samt styrke samarbejdet på tværs af grænserne.
Rengøring før opstart af produktion i engrosvirksomheder, januar – april 2021
Rengøring af især produktberørende flader i fødevarevirksomheder har en stor betydning for fødevaresikkerheden. Bakterier som Listeria monocytogenes og Salmonella kan etablere sig i produktionsmiljøet, hvis rengøring og desinfektion ikke er tilstrækkeligt effektivt. Det er også vigtigt at få fjernet allergener ved en grundig rengøring. Det ses som en integreret del af rengøringen. Både bakterier og virus kan overføres fra produktionsmiljøet ved krydskontamination og udgøre en risiko for fødevaresikkerheden. Rengørings- og desinfektionsmidler kan i sig selv udgøre en risiko, hvis de ikke anvendes korrekt. Der kan også være risiko for at kontaminere fødevarer, hvis afskylningen af rengørings- og desinfektionsmidler ikke er tilstrækkelig, herved ender rester af rengørings- og desinfektionsmidler i fødevaren.
Formålet med kampagnen er at kontrollere, hvordan virksomhederne sikrer, at rengøring og evt. desinfektion er i orden inden opstart af produktion. Dette sker ved at kontrollere virksomhedens rengøringskontrol før opstart, hvor udstyr og lokaler formodes at være rengjort og om nødvendigt desinficeret og at kontrollere, om virksomheden sikrer, at der ikke er kondens på overliggende strukturer samt at kontrollere, at virksomheden følger op på mangelfuld rengøring/desinfektion. Herudover kontrolleres evt. procedurer for desinfektion af overflader efter rengøring og sikring af, at rengørings- og desinfektionsmidler afskylles tilstrækkeligt og ikke efterlader kemi på de produktbærende overflader.
Analytisk kontrol af kemiske forureninger, januar – december 2021
Fødevarer indeholder kemiske forureninger af forskellig oprindelse. De kemiske forureninger opdeles forskellige grupper som organiske miljøforureninger (fx dioxin og PCB), uorganiske miljøforureninger (metaller som fx bly, cadmium og kviksølv), procesforureninger (fx PAH og glycidylsyreestre), mykotoksiner (fx aflatoksiner, ochratoksin A og fusariumtoksiner), naturlige toksiner (fx erucasyre, tropanalkaloider og nitrat) samt kemiske karakteristika for olivenolie til overensstemmelseskontrol. I kampagnen vil overholdelse af EU’s grænseværdier kontrolleres.
Formålet med kampagnen er således at kontrollere, at EU grænseværdier for kemiske forureninger overholdes samt at kontrollere kvaliteten af olivenolie. EU medlemslandene er forpligtet til at gennemføre en årlig kontrol af olivenolie.
Sporbarhedskampagne, marts – maj 2021
Sporbarheden er vigtig i forbindelse med opsporing af, hvilke kunder eller andre virksomheder, der har købt virksomhedens varer, hvis der fx bliver fundet en fejl ved produktet, der betyder, at varen skal trækkes tilbage fra markedet. Sporbarheden er også afgørende for opsporing af smittekilden til en fødevarebåren sygdom i et produkt.
Formålet med kampagnen er at vejlede om sporbarhedsreglerne herunder Fødevarestyrelsens vejledning om sporbarhed og at kontrollere sporbarhed på fødevarer samt afdække virksomheders regelefterlevelse
Udvidet kontrol af GMP salmonella i konsumægsbesætninger, marts – juni 2021
Danmark har siden 2012 haft særstatus for salmonella i konsumæg baseret på, at Danmark i mange år har ligget lavt i salmonellaforekomst og har et særdeles tætmasket kontrolprogram, der rækker videre end kravene i EU.
Formålet med kampagnen er at kontrollere, at ejere af besætninger med konsumægsproducerende høns har et egenkontrolprogram (GMP) der lever op til alle krav i en branchekode, der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til at forebygge, at salmonella introduceres i besætningen og til at sikre, at en eventuel salmonellasmitte fjernes effektivt, at få erfaring med, hvor der er behov for bedre vejledning og dermed regelefterlevelse samt at etablere en bedre viden om, hvilke områder der skal være særligt fokus på ved fremtidige kontroller.
Nedkøling af fødevarer, marts – august 2021
Fødevarestyrelsen oplever hvert år sygdomsudbrud med maveonde, som vurderes at være forårsaget af for langsom nedkøling af varmebehandlede fødevarer. Når det sker, skyldes det oftest, at der er produceret i store portioner uden at sikre den nødvendige kapacitet til at kunne køle fødevaren tilstrækkeligt hurtigt ned. Sygdomsfremkaldende bakterier som Clostridium perfringens og Bacillus cereus kan overleve en regelret varmebehandling og, når temperaturforholdene er gunstige i et vist tidsrum, vokse frem og danne giftstoffer, som man kan blive syg af. Virksomhederne vil ved hjælp af introduktion til værktøjet SiTTi få en bedre forståelse for flere kombinationer af tid og temperatur, som skaber en sikker nedkøling.
Formålet med kampagnen er, at vejlede om hvordan virksomheden ved at bruge risikoanalyse og egenkontrol som et aktivt redskab kan reducere risikoen, for at en utilstrækkelig nedkøling kan give vækst af sygdomsfremkaldende bakterier, at kontrollere virksomhedernes håndtering og kapacitet til at nedkøle varmebehandlede fødevarer og virksomhedernes risikoanalyse og skriftlige egenkontrolprocedurer for nedkøling og sammenholde det med virksomhedens praksis samt at introducere virksomhederne for værktøjet SiTTI og ”alt om nedkøling-sitet”
Sjældent kontrollerede virksomheder, marts – november 2021
Nogle fødevarevirksomheder har alene aktiviteter, som udgør en lille risiko for fødevaresikkerheden. Den type virksomheder kontrollerer Fødevarestyrelsen ikke regelmæssigt, så der kan gå lang tid mellem besøgene med kontrol og vejledning.
Formålet med kampagnen er at få et mål for regelefterlevelsen som udgangspunkt for at vurdere behovet for kontrol- og andre indsatser målrettet sjældent kontrollerede virksomheder, at sikre, at virksomhedernes oplysninger er opdaterede ift. deres aktuelle aktiviteter, at afdække, om og i givet fald inden for hvilke lovgivningsområder eller virksomhedstyper, der er særlige udfordringer for virksomhederne samt at medvirke til, at de sjældent kontrollerede virksomheder får en bedre forståelse af de gældende fødevareregler.
Mærkning og anvendelse af desinfektionsmidler, maj – juni 2021
Information om denne kampagne er endnu ikke offentliggjort
Detailtransport, maj – august 2021
Når fødevarevirksomheder selv henter sine råvarer, og når de leverer fødevarer ud til kunderne, skal det foregå hygiejnisk og ved passende temperaturer. Det sætter fødevarekontrollen nu fokus på i en kontrolkampagne, der ser på hygiejne- og temperaturforhold i forbindelse med transporten, f.eks. ved virksomhedernes transport af fødevarer i egne biler. Kontrolkampagnen medtager ikke den lejlighedsvise udbringning af fødevarer fra supermarkeder eller restauranter på baggrund af bestillinger, herunder udbringning via bude etc.
Formålet med kampagnen er at vejlede virksomhederne om reglerne i forbindelse med transport og kontrollere om reglerne bliver efterlevet, når fødevarer bliver transporteret i detailleddet, herunder når detailvirksomheder selv henter varer i engrossupermarkederne, bringer mad ud til en anden virksomhed med henblik på servering i denne virksomhed, bringer mad ud til den endelige forbruger i mere organiseret form, bl.a. plejehjemskøkkeners levering af mad til ældre samt levering af måltidskasser til den endelige forbrugers adresse (f.eks. i en abonnementsordning).
Færre syge af fødevarebårne virus, maj – september 2021
Udbruds- og sygdomsdata viser, at virus er en væsentlig årsag til fødevarebåren sygdom i Danmark. De hyppigst registrerede typer af virus er norovirus, som giver Roskildesyge, og hepatitis A virus, som giver leverbetændelse.
Formålet med kampagne er at kontrollere fødevarevirksomhedernes procedurer, som er relevante for at forebygge virus i maden og at indsamle viden om, hvor godt kendskabet er til kilder, smitteveje og forebyggelsesforanstaltninger med fokus på virus, så informationsmaterialet kan optimeres og målrettes og herved få størst mulig effekt samt at øge viden og fokus hos fødevarevirksomhederne om risici for virusbårne sygdomsudbrud og mulige forebyggende foranstaltninger
Indberetning af salmonella og campylobacter, ferskkødsovervågningen, april – oktober 2021
Fødevarestyrelsen bruger resultaterne af ferskkødsovervågningen til at kontrollere, om slagterierne lever op til regler om proceshygiejnen for salmonella og campylobacter. Der er virksomhederne selv der skal indberette resultaterne via virk.dk. Det betyder at mange virksomheder, især mindre slagterier, skal iværksætte nye arbejdsgange ifm. indberetning af resultaterne. Uden en komplet og rettidig indberetning af resultaterne fra ferskkødsovervågningen kan Fødevarestyrelsen ikke kontrollere, om virksomhederne holder sig inden for de fastlagte grænseværdier for salmonella og campylobacter.
Formålet med kampagnen er at vejlede om indberetning af resultater og kontrollere udtagelsen af ferskkødsovervågnings-prøver på svin, kvæg og fjerkræslagterier.
Næringsdeklaration af færdigpakkede fødevarer, juli – december 2021
Næringsdeklaration har til formål at give forbrugeren oplysninger om fødevarers energi- og næringsindhold. Fødevarevirksomheder har mulighed for at påvirke forbrugerens ernæringsmæssige valg gennem mærkning og markedsføring af mere eller mindre sunde produkter. Det er derfor bl.a. vigtigt, at fødevarer er næringsdeklareret korrekt, så forbrugeren kan se varernes indhold af f.eks. fedt, mættet fedt, sukker, salt og kostfibre. Der er særlige EU-krav til, hvordan næringsdeklarationen skal være udformet og præsenteret for at være til hjælp for forbrugeren.
Formålet med kampagnen er at vejlede om reglerne og kontrollere om færdigpakkede fødevarer er påført den lovpligtige næringsdeklaration og om de deklarerede værdier er korrekte i henhold til reglerne.
Fælles EU-kampagne, september – december 2021
Siden 2013 har EU Kommissionen planlagt koordinerede kontrolprojekter i EU. Kontrolprojekterne har til formål at afdække omfanget af svindel i EU på specifikke områder.
Information om denne kampagne er endnu ikke offentliggjort. Afventer udmelding fra EU.
Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre virksomheder, oktober – december 2021
Når en detailvirksomhed leverer animalske fødevarer (kød, fisk, mælk, æg og produkter med indhold af disse fødevaretyper) til andre virksomheder, skal virksomheden være registreret hos Fødevarestyrelsen til levering efter 1/3- reglen og/eller levering efter oplagringsreglen. Ved levering til andre detailvirksomheder efter 1/3-reglen skal virksomheden kunne dokumentere, at den overholder omsætnings-, mængde-, og afstandsgrænserne. Ved levering efter oplagringsreglen skal detailvirksomheder overholde de specifikke temperaturkrav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer for det konkrete animalske produkt, og virksomheden må alene “oplagre” varen. De sædvanlige sporbarhedskrav finder også anvendelse, så sporbarhed vil også blive omfattet i en vis grad i denne kampagne.
Formålet med kampagnen er at kontrollere, om fødevarevirksomheder, der leverer animalske fødevarer efter “1/3-reglen” eller “oplagringsreglen”, har aktiviteten registreret hos Fødevarestyrelsen, at detailvirksomheder, der leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder efter “1/3-reglen”, kan fremvise et regnskab, der lever op til dokumentationskravet, og at leverancerne er indenfor omsætnings-, mængde- og afstandsgrænserne, samt at krav om sporbarhed er overholdt, at detailvirksomheder, der leverer animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder efter “oplagringsreglen”, overholder betingelserne herfor, herunder at aktiviteterne udelukkende består i oplagring (eller transport), at de specifikke temperaturkrav og at krav om sporbarhed er overholdt samt at øge detailvirksomheders kendskab til mulighederne for at levere animalske fødevarer til andre detail- og engrosvirksomheder og vejlede dem om betingelserne herfor.